Isstaven - kapitel 2

Kapitel 2

’’Hvad sker der for dig?’’ råbte Sawitá. ’’Der kunne du havde fået os i fedtefadet!’’
De sad inde i pigernes omklædnings rim.
Hun så ondt på Mira. Mira sagde ingenting, men skjulte sit hoved, mens hun hørte musik på sin iPod.
’’Hører du overhovedet ikke efter!?’’ Sawitá dampede. Man kunne næsten høre at hun var ved at eksplodere. Det ville ikke være så godt op til jule-festen.
Hun gik hen til Mira. Da hun lige skulle til at tage håret væk fra hendes ansigt, slog Mira hendes hånd væk.
’’Hvorfor fanden skulle jeg også det!?’’ Man kunne se at Mira var ligså vred som Sawitá.
Hun lagde, næsten kastede sin iPod ned på bænken.
’’Jeg er ikke bange får de…de…de finker!’’ Hun bed kæberne sammen. Hårdt.
’’Det ved jeg godt. Det er jeg heller ikke, men du at Carly er en sladder-hank og en dengse for
Mrs. Bouth.’’
’’Og det er præcis derfor jeg har sørget for at du har et alibi!’’ Sagde en stemme.

                                                     * * *

''Hej Mille. Hvad?''
Ja, det var Mille. Hun var lige kommet ud fra toilettet lige inden de to ville ryge i totterne på hinanden.
''Hva' for noget. Hvilken alagi?'' spurte Mira forbavset.
'' Et alabi, tak. Det er nå du f.eks. har en unskyldning få at du ikke kommer til gymnastik de næste fem uger. Som du faktisk ikke gør!''
Mille smillede over hele femøren.
''Det har jeg nemlig søret for. Smart ik'?''
Mira's mund gapte næsten helt ned til gulvet.
''Jo Hvor vildt!!'' råbte Sawitá.
''Gælder det også for mig?''
''For dig, for mig, for Sandra ... og for Mira'' svarede Mille
''Jamen... Hvordan...vil du...Hvad? Hvordan gjore du det? Og hvorfor?
spurte Mira fortabt i kloge ord.

Isstaven - kapitel 1

Hun åbnede øjnene.
Hun var her stadig, det var ikke en drøm.
Hun lukkede dem igen, og tænkte tilbage på den gang. Den´ stemme...''Hallo? Hallo, er der nogen? Louise det er ikke sjovt...''
Lidt vand dryppede fra en af de mange istapper, der hang fra væggene. Her var koldt, men
det var hun vand til.
Hun var kulden, hun var mørket.
Men sådan havde det ikke altid været...

                                         * * *

Hun åbnede øjnene. Hostede, sådan var det altid til gymnastik.
''Hep, hep, hep, hep!!'' sagde Carly
Mira hostede. Hun sænkede farten. Til sidst stoppede hun. ''Kom nu, Mira!'' sagde Sawitá. ''Vi for skældud hvis vi stoper! ''Mira hostede igen. ''Og hvad så'`? Når jeg alligevel dør af luft-mangel, hvad gør det så hvis de tæsker mig? ''Sawitás hoved blev kridhvidt. ''Det er ikke noget at spøge med Mira. De to… for sent'' Carly og to andre piger kom travene over imod de to.
''Hva' fanden ligner det her? To nørder der står og dovner den hva'?'' Smældede Carly.
''Hold din kæf...''Mira afbrød sig selv i et host.

''Shh ... undskyld Carly, Mira skal bare havde lidt vand. ''Sawitá smilede. Smilet var falsk.
''Hmm... okay, men skynd jer. Gulvet slider ikke sig selv op.'' Så forsvandt de fnisende piger.
''Hmm...''mumlede Mira. ''Jeg skal nok...''

Information!!

Hej alle sammen!
I venter sikkert stadig på kapitel 4 i Skovmonsteret.
Til det kapitel er jeg blevet helt blankt.
Men i stedet er jeg gået i gang med at brygge på en ny.
Men bare rolig! Selvom jeg går i gang på en ny historie, kommer
der sikket snart et kapitel 4 i Skovmonsteret. :-)
                                Hindbær

lego revolutions film

Hej alle sammen!
I ved nok at jeg skriver bøger
og alderede er i gang med ''Skovmonsteret''.
Den skal jeg nok blive færdig med, men
nu har jeg sat et link ud til en video fra den franske revolution
i lego stil.
Nyd den!!
klik her :-)

Skovmonsteret - kapitel 3

Jeg tog et tag til. Min mund blev fuld af vand. Det gled koldt og ubehagligt ned i maven.
Jeg skyndte mig at blive færdig med banen. Der satte jeg mig op på kanten og hostede.
''Så skal vi op!''råbte vores svømmelærer Torsten. Jeg skyndte mig ud til bruseren og blive skylet.

Jeg sad lige og tørede mit hår af, da min telefon begyndte at afspille Miley Cyrus ''´Party in U.S.A.''
Den ringede. ''Hallo?'' spurte jeg. ''Ja, det mor'' svarede mor.'' Du skat, jeg tænkte på om du ikke kunne gå hjem i dag?''
Jeg smilede. Hvis jeg selv skulle gå hjem betød det at Sue kunne gå med mig. ''Ja, det lyder fedt.'' svarede jeg. '' Det var godt skat, forstår du mig og din far har en ekstra patient i aften.'' sagde mor. ''Okay så vi ses.'' sagde jeg.''Ja, hej hej!'' sagde mor. ''Hej.'' svarede jeg og lagde på.

Min mor og far var læger. De levede af at hjælpe ældre menesker der havde sygedomme.
Det betød at jeg tit skulle være alene hjemme i lang tid, og det betød at mig og Sue tit kunne være alene sammen. Det var selvføgeligt hyggeligt, men når Sue ikke havde tid så kunne det godt blive radt ensomt.
Jeg havde nemlig kun en ven. En´ragtig god veninde. Det var Loise, hun var desværre bare ikke hjemme de næste to måneder. Det var fordi hun og hendes mor taget til Norge på en forratnings rejse havde hendes mor sagt.
Jeg ringede til Sue. Hun tog den ikke. Hvad mon hun laver? tænkte jeg. Jeg ringede igen. denne gang tog hun den heller ikke. Jeg ringede i stedet til hendes hotells vicevært, i åndeverdnen.
''Hallo?'' lød en stemme. '' Ja det er Charlotte Manu, taler jeg med The Sky?'' Det var Sue´s hotell.
''Ja det gør du, det er viceværten Aladin. Hvad er dit erne?'' svarede Aladin. '' Jo, jeg vil gerne tale
med Sue Manu, min søster.'' sagde jeg. ''Jo, jamen selvføgelig. Lige et øjeblik så skal jeg tjekke om hun er har'' Jeg ventede.''Nå men... Ja jeg må desværre mæddele at deres søster ikke er på hotellet!'' sagde Aladin.
Jeg blinkede overasket. ''Nå men, tak aligevel hr. jeg vil ringe igen en anden dag.'' '' Godt, det glæder jeg mig så til. Hej hej.'' sagde Aladin. '' Hej hej.'' svarede jeg og lagde på.
Nå tænkte jeg Så må jeg gå alene hjem!
Og det gjore jeg så.  

skovmonsteret - kapitel 2

Jeg sad og så ud. Det øsede ned. Jeg var ved at blive forbindet af Sue, min søster. Det viser sig sådan at Sue, min søster, var engel. Ikke en engel med vinger og hvid kjortel og som er et dødt meneske. Næ nej en engel er et slags meneske agtigt væsen. De har bare svanevinger, og kan tilportere fra deres hjemland, noget der hedder Indilesia (udtales in-tje-le-sia), og til vores verden.

Det var sket såden at hun havde kommet, og fløjet mig op efter jeg var sprunget på monsteret. Jeg var nemlig blevet så sur, at jeg var sprunget på det. For det kunne bare ikke være ragtigt! Det kunne bare ikke være ragtigt at mit liv skulle ende såden! Så jeg havde skreget af raseri og kastet mig over monsteret. Og hvis ikke Sue var kommet, så tror jeg det var monsteret det var gået ud over. Men nu sad jeg altså der og blev forbundet om mit venstre lår.

''Av!'' sagde jeg. ''Undskyld, men det er også din ejen skyld!''sagde Sue. ''Hvorfor skulle du også ind i den skov? Og så midt om natten.'' Hun sukkede. ''Det var ikke min skyld. Det var...Av!.. Marks.'' sagde jeg. Sue sukkede igen.''Nå.'' sagde hun. ''Men jeg er færdig nu.'' Hun rejste sig op. ''Mor og far er ikke hjemme.''sagde jeg. ''Vil du med ned og havde nogle pandekager, inden jeg skal til svømning?'' spurte jeg. ''Jo tak!'' sagde hun. Jeg gik ned af trappen, mens Sue fløj. Jeg grinte og sagde at hun lignede en forvoksen flue. Hun havde nemlig en regnbue farvet kjole på. Med den på kunne hun godt ligne en kæmpe spyflue. Hun grinte og kaste en pude efter mig. Puden ramte midt i hovedet så jeg faldt. Hun fløj ned over mig og begundte at kilde mig.''Jeg overgiver mig! ARG! Jeg overgiver mig! Ha ha ha ha...'' grinte og hvindede jeg. Så stoppede hun og rejste sig op. ''Jaaa... det er vad der sker nå man udfordrer overenglen Sue sagde hun og gjorde hunør. Jeg grinte og rejste mig langsomt op. Jeg havde jo stadig ond i låret efter det med monsteret. Bagefter lavede vi pande kager og jeg kom til svømning.

Fortsættes...

Skovmonsteret - kapitel 1, Mark

Jeg gik genem skoven. Fuldmånen lyste stærkt over mig. Da jeg kom til midten af skoven kunne jeg ikke mere. Jeg kunne ikke få mig selv til at gå længere.
Pluselig kom der en lyd. Nej... ikke en lyd. Et brøl. Det var et brøl så genemborende, at jeg troede at mit hjerte skulle eksplodere. Jeg løb tilbage i panik. Da løb hørte jeg brølet blive gentaget et par gange.

Jeg gik hen til der hvor min cykel havde stået. Det gjorde den ikke længere. Det gjorde Mark heller ikke. Den snyder! Kryster! Nu havde jeg endelig ladet mig tage med ud, og så var han skredet!
Mark havde fortalt om et skovmonster her i skoven, han havde oven i købet drillet Pia med det.
Nu viste historien så at være sand.

Der kom et brøl til. Denne gang tættere på. Jeg begyndte at løbe. Jeg hørte brølet igen, men nu kom det foran. Jeg standsede. Godt nok var det nat, men fuldmånens lys var stærkt nok til at afslørre et stort, skarpt tandsæt.

Uhyret angreb. Det var hurtigt, men jeg nåede at kaste mig til siden. Jeg var faldet ned på maven med hovedt ned af. Jeg satte mig op. En dunkende smerte afslørede at jeg havde fået en dyb flænge i venstre lår.
Forbandede mark! Når jeg fik fat i ham skulle han få den værste omgang, han aldrig nogensinde havde drømt om. En dyb snerren fik mig til at rette opmærksomheden mod lysningen.
Der foran mig, badet i månelyset stod monsteret. Det var grønt, loddent og havde lange kløer, krumme klør. Jeg nåede ikke at tænke, før det snerrede igen.
Det angreb igen.
Jeg skreg, ikke af angst men af raseri!

Fortsættes...

kære læser...

Kære dig der læser dette lige nu.
Jeg er glad for at du vil læse på min side.
Jeg vil gerne gøre opmerksom på at jeg de
næste par måneder vil skrive et par bøger.
Jeg håber du vil læse dem kapitel for kapitel.
        Mange tak! :-D         Hindbær