Jeg vendte mig om. Der løb hun. Julianna hed hun. Min. Min Julli. Hun trængte gennem græsset og smilte sit kække Julli-smil. ''Heyy, lille trold!'' grinte jeg og rodede hende i håret. Hun grinte. Det ver først der jeg lagde mærke til hendes ophævede øje. ''Jamen hvad er der sket?'' spurte jeg. Smilet på hendes læber forsvandt, som duggen omkring os ville gøre når solen engang ville stå op.
Hun så ned. ''Ikke noget...'' mumlede hun svagt. Jeg smillede opgivende til hende. Sådan var det altid. Hun kunne altid finde trøst hos mig. Altid. ''Det er mor igen.'' sagde hun til sidst. Stjernerne glimtede over dem. ''Hun er på hospitalet igen, så hun kunne ikke hente mig. Alle de andre gjore nar ad mig.'' sagde hun. ''Jaså, men de slog dig vel ikke af den grund gjore de?'' spurte jeg. Det var lige meget. Jeg kendte aligevel svaret. Jeg lo svagt. Hun kiggede op og smilede forsigtigt. ''N-nej... men jeg slog Mikkel. Også slog de mig!''
Jeg grinede, purrede hende i håret og hun begynde at smile. ''Jamen, Julli da!'' leende snurrede jeg rundt og begynde at gå. Julianna fulgte efter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar